Emaljeskiltenes guldalder
Emaljeskilte var den foretrukne permanente udendørsreklame i årene 1900-1950.
I denne periode prydede landets mange detailforretninger de farvestrålende skilte, som skreg budskaber ud fra husmurene.
Storhedstiden var i mellemkrigsårene, og de smukkeste af skiltene blev primært fremstillet omkring 1930. Det var en dyr reklameform, som gjorde, at det fortrinsvis var store mærkevarefirmaer, der benyttede sig af emaljeskilte.
Holdbarhed og skønhed
Et emaljeskilt har en utrolig holdbarhed, hvis det ikke udsættes for slag eller stød. Således kan man stadig finde emaljeskilte, særligt gadekilteskilte, der har omkring 100 år på bagen og stadig sidder på deres oprindelige placering. Alligevel fremstår en del af disse klare i farverne og uden nævneværdig rust.
Nye tider
Efter 2. verdenskrig blev der stadig fremstillet emaljeskilte, men de fleste af disse skilte er ikke meget at skrive hjem om rent designmæssigt. Ved tærsklen til velfærdssamfundet omkring 1960 var det så godt som slut med denne reklameform. Emaljeskiltene blev fortrinsvis afløst af langt billigere og mere triste aluminium- og zinkskilte.
Først i de senere år har emaljeskiltene fået en renæssance, men det er alligevel et fåtal af firmaer, der har benyttet sig af denne reklameform i nyere tid.
Der er dog stadig et marked for navne- og nummerskilte i emalje, da mange private med kvalitetssans hellere vil have et af disse skilte på deres huse end billigere og mere charmeforladte alternativer.
Et emaljeskilt har en utrolig holdbarhed, hvis det ikke udsættes for slag eller stød. Således kan man stadig finde emaljeskilte, særligt gadekilteskilte, der har omkring 100 år på bagen og stadig sidder på deres oprindelige placering.
Alligevel fremstår en del af disse klare i farverne og uden nævneværdig rust.
